Når Håndboldkvinderne til foråret tager hul på forberedelserne frem mod EM 2026, bliver det med sydfynsk opbakning i ryggen.
Danmark møder Ungarn i EHF Euro Cup søndag den 8. marts klokken 16.00 i Arena Svendborg – en kamp der markerer landsholdets første besøg i den sydfynske håndboldarena, der blev indviet i foråret.
Med opgøret mod Ungarn fortsætter Håndboldkvinderne deres deltagelse i EHF Euro Cup – et turneringsformat, der giver værdifulde kampe mod stærke europæiske nationer forud for EM i 2026, hvor Danmark allerede er kvalificeret.
Landskampen er blevet tiltrukket i et samarbejde med Destination Fyn samt Svendborg Event & Turisme.