
Mandag den 12. maj tog Arena Svendborg et afgørende skridt mod at blive et grønnere og mere bæredygtigt samlingspunkt, da de første mange planter blev sat i jorden omkring arenaens nordindgang. Bag beplantningen står foreningen Ryttervejens Venner, og med en donation på én million kroner fra SEF Fonden er det ambitiøse projekt for biodiversitet og grøn omstilling nu for alvor kommet i gang.
“Det er en glædens dag, at vi får sat spaden i jorden og plantet en masse gode ting, som er med til at mindske det CO2-aftryk, der er ved det her byggeri. Og det handler også om helheden i oplevelsen. Når man ankommer til en ny, flot arena, skal omgivelserne spille med. Derfor er vi rigtig glade for, at SEF har valgt at støtte både solceller, ladestandere og det her beplantningsprojekt.,” siger Troels Fjellø Mortensen, formand for Ryttervejens Venner.
Den omfattende donation fra SEF Fonden skal specifikt bruges på tre indsatsområder: Solceller på arenaens tag, ladestandere til elbiler – og omdannelsen af de tætte græsarealer til vilde, grønne zoner med krat, vådområder og hjemmehørende arter.
“Vi er en erhvervsdrivende fond med et formål om at modvirke klimaforandringer. Her kan vi både være med til at skabe grøn energi og styrke biodiversiteten lokalt. Biodiversitetskrisen er sværere at få hænderne omkring end klimakrisen, men den er mindst lige så alvorlig. Når op mod 1.800 arter er truet, handler det ikke kun om naturens egenværdi – det handler også om fødevarer, medicin og livet i havet,” siger Claus Holm Andersen, kommerciel direktør i SEF.

Derfor bliver området udenfor Arena Svendborg nu forvandlet med blandt andet buskene tørst, rød kornel og fjeldribs, suppleret af artsrige enggræsser som kamgræs, mosebunke, rød svingel og hjertegræs. En stor, død træstamme fra SEF bliver placeret synligt i området som symbol på projektets formål og afsender, og for Christian Thuesen, C&W Arkitekter, der har har været konsulent på Arena Svendborg.
“For os bag projektet er det fantastisk endelig at se de grønne områder tage form. Vi har arbejdet med en stor bygning, der påvirker sit miljø – nu handler det om at give noget tilbage. Det her er ikke bare fliser og parkeringspladser. Det er et bevidst greb om at forbedre oplevelsen, styrke naturen og skabe værdi for både gæster og omgivelser,” siger Christian Thuesen.
Også hos Svendborg Kommune er projektet som et forbillede, og Arne Ebsen, formand for Plan- og Lokalsamfundsudvalget (SF), fremhæver især signalværdien, som byggeriet nu er med til at give.
“Det her er en rigtig god vejviser i forhold til, hvordan man kan gøre noget konkret for klima og biodiversitet – og samtidig vise det frem, så borgerne forstår, hvad det kræver. Det opstår ikke af ingenting. Det kræver frivillige kræfter og økonomiske bidrag, som vi ser her. Og det tilfører området en kvalitet. Vi ved, at folk flytter til Svendborg på grund af naturen og foreningslivet – og det her understreger, at vi både har noget at byde på og vil være med til at passe på det,” siger Arne Ebbesen, der bakkes op af Uffe Strandby, bestyrelsesformand for både Arena Svendborg og Fonden for Fynske Bank.
“Nu er det cremen, der kommer på kagen. Det her fuldender indtrykket og gør hele området mere indbydende. Og det er klart – uden donationer som denne var det aldrig blevet færdiggjort,” siger Uffe Strandby.
Og også hos de fagfolk, der skal udføre arbejdet, er der begejstring at spore. Ikke mindst hos anlægsgartner Lars Albertsen, som allerede glæder sig til, når han i fremtiden skal besøge Arenaen som gæst til diverse arrangementer:
“Det bliver sgu flot. Når planterne får lidt højde og blomsterne slår igennem, kommer der virkelig liv i det. Vi har været vant til at lægge fliser og slå græs – nu laver vi noget, der får karakter og fylde,” siger Lars Albertsen.